Shows Køb og leje

Make Denmark Great Again

Comedy Tour 2018-19

Det seneste års tid har Simon Talbot boet i Los Angeles i USA. Her har han jagtet et amerikansk gennembrud, og det har gjort Simon klogere på både amerikanere, politik og comedy. Nu vil han bruge alle erfaringerne og oplevelserne i USA til at ‘Make Denmark Great Again’.

For halvandet år siden var livet gået i hak for Simon Talbot. Han levede lidt for mageligt i sin comfort-zone og kedede sig reelt i den daglige trummerum, selvom han på scenerne og i TV høstede både roser og succes. I stedet for at stille sig tilfreds med den hjemlige succes, besluttede han sig for at ryste op i det hele og prøve at starte forfra: Han hoppede derfor ombord på et fly til USA for at jagte ‘The American Dream’.

Det er der kommet et standup-show ud af, som Talbot turnerer landet rundt med i efteråret 2018. Showet handler om de sjove modsætninger, der er mellem danskere og amerikanere – og så gør Simon én gang for alle op med den danske jantelov.

Simon Talbots sketch show

10 afsnit fra 2016

Gør dig klar til at komme med helt ind i Simon Talbots hoved i en blanding af stand-up og sketches. I første afsnit møder vi Simon i skikkelse som - blandt andre - sangeren Christopher og Jehovas Vidne og så hilser på Simons manager og tager en tur til drømmelandet Narnia.

Mr. Copenhagen

Comedy Tour 2016

Det er tid til selvransagelse. Simon Talbot tager på danmarksturné og gør op med sig selv i sit tredje one man-show, ”Mr. Copenhagen”.

Er du blevet fin på den? Sådan spurgte Simon Talbots storebror, da han under et familiebesøg (i jyske Granslev!) tog junior i at læse i en bog. Og dét fik straks Talbot – der ellers så sig selv som ærkejysk – til at tænke dybere. ”Jeg udtaler stadig smørrebrød på grinagtigt jysk, men samtidig går jeg ofte på café med mine venner og taler om følelser”, forklarer Simon selv, og derfor ser han i 2016 indad i sit nye one man-show.

Talle alene i verden

Comedy Tour 2012-2013

Med "Talle alene i verden" sætter Simon Talbot en stor, tyk og vanvittig sjov streg under sin position som en af tidens største komikere. Glæd dig til et selvudleverende indblik i personen bag komikeren - fra den lystige sædcelle, der bare skulle ud og underholde, over pendleropvæksten mellem den stærkt religiøse mor og en rock’n’roll far til manden bag komikerfacaden.

En fyr der, som de fleste andre, skal leve med bruddet med kæresten, følelsen af lavt selvværd, behovet for anerkendelse og det anstrengte forhold til vennernes Facebookopdateringer om deres åbenbart perfekte liv, der kun får én til at føle sig endnu mere mislykket, som man sidder dér, alene i sin sækkestol med en skål slatne nudler. Som altid formår Simon Talbot at udstille sin verden med en herligt befriende barnlig iver, der sammen med hans energiske standup- stil og selvironiske distance gør selv de mere følsomme emner hysterisk morsomme.

Simon Talbot - Damp

Comedy Tour 2010-2011

Simon Talbot behøver ingen videre præsentation. Tv-programmer på TV2 og ikke mindst velgørenhedsshowet "Comedy Aid 2010" har gjort ham til en af landets mest kendte og eftertragtede komikere. Og det med rette, for han gør så absolut den danske comedy scene langt sjovere.

I dette Simon Talbots første one man show kommer vi til at opleve hans gedigne funny bones for fuld udblæsning. Det bliver en milepæl i Talbots fremadstormende stand-up karriere med et forrygende sjovt og gennemskrevet materiale leveret på hans karakteristisk skæve, vanvittigt morsomme og sjaskcharmerende facon.